§ 1. Navn & hjemsted
Foreningens navn er Pontoppidan Selskabet.
Stk. 2. Selskabet er oprettet den 25. oktober 2000.
Stk. 3. Selskabet har hjemsted i Københavns Kommune.
§ 2. Selskabets formål
Selskabets formål er inden for dansk og international kultur at drive og fremme en forsknings-, uddannelses- og formidlingsvirksomhed, der udgår fra eller er inspireret af Henrik Pontoppidan og hans forfatterskab.
Stk. 2. Selskabets virksomhed finder sted i fri og åben samtale med alle interesserede — både nationalt og internationalt.
Stk. 3. Selskabet skal i sit arbejde inddrage flest mulige i læsningen og drøftelsen af Pontoppidans værker og tanker med henblik på deres betydning for dansk og international kultur.
§ 3. Medlemskab
Medlemskab af selskabet kan tegnes mod et årskontingent hvis størrelse fastsættes af årsmødet efter indstilling fra bestyrelsen.
§ 4. Årsmødet
Årsmøde afholdes i april eller maj måned på et af bestyrelsen fastsat tid og sted. Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel med en dagsorden som mindst skal indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent og godkendelse af dagsorden.
Aflæggelse af beretning.
Fremlæggelse af regnskab.
Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen efter § 6, stk. 3.
Fastsættelse af kontingent.
Valg af revisor.
Eventuelt.
Forslag fra medlemmerne til dagsordenen skal være indgivet skriftligt til bestyrelsen inden 15. marts.
Stk. 2. Der kan kun brevstemmes til årsmødet efter §11 og §12.
§ 5. Selskabets drift
Selskabet finansierer sine aktiviteter gennem medlemskontingenter og, når det gælder enkeltprojekter, gennem offentlige tilskud og tilskud fra fonde og private. Selskabet kan også mod vederlag udføre forsknings- og oplysningsprojekter samt konsulent-, kursus- og forlagsvirksomhed.
§ 6. Bestyrelsens sammensætning
Selskabet ledes af en bestyrelse på 3-7 personer, samt eventuelt yderligere 2 personer valgt i henhold til stk. 3.
Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer vælges for en periode af 1 år af årsmødet blandt selskabets medlemmer. Der vælges ikke suppleanter.
Stk. 3 Bestyrelsen kan supplere sig med yderligere 2 medlemmer der i fornødent omfang styrker selskabets kontinuitet og faglighed ved at repræsentere humanistisk forskning, forlagsvirksomhed eller fundraising. Disse bestyrelsesmedlemmer udpeges for en periode på maksimalt 2 år med udløb senest samtidig med et årsmøde. Genudpegning kan finde sted. Disse bestyrelsesmedlemmer har samme rettigheder og forpligtelser som de af årsmødet valgte bestyrelsesmedlemmer.
§ 7. Bestyrelsens opgaver og ansvar
Bestyrelsen har det overordnede ansvar for selskabets virksomhed. Bestyrelsen arbejder for at tilvejebringe de fornødne offentlige og private midler til udførelse af selskabets projekter. Bestyrelsen er tillige ansvarlig for at betingelser og vilkår for erhvervelse af tilskud overholdes.
Stk. 2. Bestyrelsen vælger af sin midte en projektansvarlig. Derudover kan bestyrelsen nedsætte arbejdsudvalg (f.eks. til planlægning af mødevirksomhed) som refererer direkte til bestyrelsen.
Stk. 3. Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelse af selskabets årsberetning og årsregnskab med status.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 8. Den projektansvarlige
Den projektansvarlige varetager centrale dele af selskabets faglige, forskningsmæssige og formidlingsmæssige arbejde (f.eks. netstedet og udgivelsesvirksomheden). I det omfang der er behov for supplerende arbejdskraft, kan den projektansvarlige knytte disse til specifikke projekter efter aftale med bestyrelsen, ligesom det er den projektansvarlige der kan opsige samarbejdet med disse medarbejdere.
Stk. 2. Den projektansvarlige udarbejder i samarbejde med bestyrelsen treårige aktivitetsplaner der kan sendes til bevilgende myndigheder, fonde o.l. Planerne revideres årligt.
§ 9. Regnskab og revision
Regnskabsåret følger kalenderåret. Årsregnskab med status udarbejdes af bestyrelsen og revideres hvert år inden den 1. april.
Stk. 2. Det reviderede årsregnskab godkendes af årsmødet (§ 4) og fremsendes til støttegivere.
§ 10. Tegningsret
Selskabet tegnes af bestyrelsens formand eller af den samlede bestyrelse. Bestyrelsen kan meddele prokura.
§ 11. Vedtægtsændringer
Selskabets vedtægter kan kun ændres efter bestyrelsens forslag til et ordinært årsmøde og med et flertal af de afgivne stemmer.
Stk. 2. Der kan brevstemmes til årsmødet om en vedtægtsændring.
§ 12. Ophør
Beslutning om selskabets ophør eller sammenlægning med anden forsknings-, uddannelses- eller formidlingsinstitution kan kun ske efter bestyrelsens indstilling til et ordinært årsmøde og med dettes godkendelse med et flertal af de afgivne stemmer.
Stk. 2. Der kan brevstemmes til årsmødet om beslutninger efter stk. 1.
Stk. 3. Træffes beslutning om selskabets ophør, skal den siddende bestyrelse fungere indtil den økonomiske opgørelse af aktiver og passiver har fundet sted og den resterende formue er fordelt.
Stk. 4. Overskydende aktiver overføres til Syddansk Universitet.
Få vedtægterne som PDF-fil: Vedtægter